Lýsing

“Jeg er stadig i mørket” er den sidste sætning, Annie Ernaux hører sin mor sige. Og det er titlen på en uafrystelig, intim og universel fortælling om en voksen datters bånd til sin mor. Da moren får konstateret Alzheimers, ændrer hun gradvist personlighed. Forholdet mellem de to forandres også, og Annie Ernaux må træde i karakter som omsorgsperson. En rolle hun hverken ønsker eller magter at tage på sig. I en rå og ufiltreret prosa skriver Ernaux om, hvor ondt det kan gøre at miste en forælder som voksen.