I 1773 drikker den irske adelskvinde, Eibhlín Dubh Ní Chonaill, en håndfuld blod fra sin elskede, der er blevet myrdet, og skriver derpå et storslået digt om ham, “Klagesang for Art Ó Laoghaire”. 

 

I nutidens Irland er Doireann Ní Ghríofa travlt optaget af sin hverdag som mor til tre små børn og et fjerde på vej. Hun laver mad, rydder op, følger sine børn i børnehave og skole, og pumper brystmælk ud. Da hun en dag genlæser “Klagesang for Art Ó Laoghaire”, vælter teksten hende næsten omkuld. Dens besyngelse af kærlighed og begær, dens fortrolighed med lidelse og tab giver genlyd i hendes eget liv, og hun bliver som besat af digtet og dets ophavskvinde.

 

Med stor originalitet væves i denne bog to skrivende kvinders historier sammen, og  den dybe forbundethed mellem dem træder frem hen over århundrederne. Et spøgelse i struben er en kvindelig tekst om kærlighed og krop, og om litteraturens kraft og evne til at påvirke os på tværs af tiden.