Romanen gør ikke meget væsen af sig, og til at begynde med virker det, som om der ikke kommer til at ske særlig meget i lynglandskabet ved søen. Man undrer sig uvilkårligt, da mor og søn på vejen i bilen kører forbi en busulykke: Det er, som Elins manglende reaktion allerede her afslører en art spærring hos hende, som om der under den rolige overflade måske er glødende lava. Efterhånden som romanen skrider frem, kommer der da også gang i handlingen, og hen imod slutningen antager Hestvík nærmest karakter af spændingsroman. Den knappe, underspillede fremstillingsform og den troskyldigt rolige overflade medfører, at uhyggen og den voksende spænding ligesom sniger sig ind på læseren.”